Dag ? – Jeg er holdt med at tælle.

Nu er det efterhånden over 2 måneder siden mit exit på de sociale medier.

Selvom jeg fortsat føler at det har været den rigtige beslutning, må jeg indrømme at der også er ting som jeg har savnet.

Da vi for nylig var på skiferie, blev det åbenlyst at det ikke længere er muligt at dele oplevelser, på en nem og ubesværet måde. Jeg har noget familie som gerne ville følge med i vores ferie. Men det viste sig at være ret besværligt…

En anden ting jeg har savnet, er messenger delen af Facebook. Eller sagt på en anden måde, jeg har savnet den kommunikation som jeg havde med mine venner via messenger. Min tanke var at jeg kunne erstatte den kommunikation med SMS, mails eller telefonopkald. Desværre er det ikke muligt (på en nem måde i hvert fald) at kommunikere i grupper ved hjælp af disse. Derudover er mine venner, forståeligt nok, ikke så motiveret for at ændre deres kommunikationsvaner, alene p.g.a. min radikale beslutning. Jeg har seriøst overvejet at lave en ‘dummy’ profil på Facebook, udelukkende som jeg kan bruge messenger. Det vil dog, i allerhøjeste grad, betyde at jeg går på kompromis med nogle af de helt basale bevæggrunde som lå til grund for mit exit. Derfor forbliver denne mulighed, indtil videre, i overvejelsesfasen.

Mit exit på LinkedIn var i store træk en overreaktion. Det var ikke et medie som jeg brugte i andet end erhvervsmæssig sammenhæng. Egentligt var det tænkt et værktøj til at danne og vedligeholde professionelle netværk. Teknisk set er det jo socialt medie, hvilket var grunden til mit exit, men ingen af mine begrundelser var relevante for dette specifikke medie. Det er ikke et medie som jeg savner, men jeg kan godt se en relevans såfremt jeg en dag skulle blive jobsøgende. Indtil videre holder jeg dog fast i beslutningen 😉

 

Efter et par måneder er det gået op for mig hvorfor Sociale Medier har fyldt så meget i mit liv, og hvad det er for en følelse som i bund og grund mangler mest efter mit ‘selvmord’. Følelsen at have et publikum!

I en ikke så fjern fortid var det usædvanligt at et menneske havde mulighed for at udtrykke sig over for et ‘større’ publikum. For størstedelen af befolkningen begrænsede det sig til en tale ved en familiefest eller ligende, hvis forekomst i et helt liv kan tælles på relativt få antal hænder. Og selv ved et sådan arrangement, var publikummet oftest begrænset til det nærmeste familie og venner.

De sociale medier har givet os mulighed for at tale til et publikum så meget som vi lyster. Der står hele tiden et publikum klar til at høre hvad vi har at sige. Som bonus får man ovenikøbet en nærmest øjeblikkelig anerkendelse, i form af ‘Likes’, ‘Shares’ og kommentarer. En slags klapsalve fra de sociale medier.

Det er nærmest en daglig begivenhed for mig at ville dele noget fra mit liv i plenum. At de ting jeg oplever på en eller anden måde betyder mere, hvis jeg samtidig kan dele det med andre, og ikke mindst ‘Flere’, end dem som er i min umiddelbare nærhed.

Jeg hiver ikke længere min telefon op af lommen af gammel vane. Men behovet for at kunne udtrykke sig for et publikum har ikke aftaget sig endnu. Og jeg er begyndt at tvivle på om det nogensinde vil…

Jeg sluttede mit ‘Selvmordsbrev’ af med at spørge hvad der egentligt var værst, ikke at blive set, eller ikke kunne se?

Konklusionen er klar allerede nu, det er værst ikke at blive set!!

P.S. Er jeg løbet fra mit ansvar? I forhold til mit oprindelige punkt omkring Tonen? Skulle man have være blevet og vist et godt eksempel? Er det reelt set en samfundspligt at bidrage til den gode tone, ved at være tilstede i debatten? Bare en tanke…