22 dage er gået siden jeg forlod de sociale medier, og jeg findes stadig!

Fra jeg tog beslutningen, til den egentlige udførelse, var faktisk den værste tid. Det var, som tidligere beskrevet, et væld af følelser som fuldstændig overvældede mig. Det kom ærlig talt bag på mig, hvor stor en del af mit liv jeg var i gang med at ligge bag mig.

Men efter udførelsen, er alle disse følelser blevet afløst af en lettelse. Jeg er endnu ikke stødt på noget som gav mig lyst til at komme tilbage.

Jeg har dog haft nogle pudsige episoder som jeg studsede lidt over. En af dem var at jeg under en tur i skoven med mine 2 børn hev min telefon frem og tog nogle billeder. Allerede i mens jeg tog disse billeder, var jeg igang med at udtænke en billedtekst som skulle postes sammen med billedet. Min underbevidsthed er åbenbart ikke helt med på projektet endnu.
En anden episode er at jeg midt i mit projekt fuldstændig har overset at der var mennesker hvis eneste kontaktflade jeg havde med, var på de sociale medier. Det har betydet at der er en gl. kollega som jeg gerne ville have skrevet til, men den eneste kontaktoplysning jeg havde på ham, lå i en besked som han havde sendt til mig på LinkedIn. Det ender nok med at jeg bliver nødt til at ringe til hans arbejde og spørge efter ham 🙂

Ret tit hiver jeg min telefon op af lommen og kigger på, uden jeg overhovedet har noget formål med det. Igen er min underbevidsthed og jeg ikke helt i sync…

Der er simpelthen nogle handlinger i forhold til de sociale medier som er blevet en så indgroede i mit normale handlemønster, at det sker helt ubevidst. Nærmest som når man trækker vejret eller blinker med øjnene.

For nylig var jeg sammen med en flok venner til poker aften, og da jeg kom hjem, og satte min telefon i opladeren, var det faktisk første gang jeg havde haft den op af lommen. Det er ikke noget jeg kan mindes er sket, siden jeg fik min første smartphone.

Alt i alt er konklusionen indtil nu, det er muligt at leve uden de sociale medier!