De seneste dage har jeg er egentlig ikke rigtig savnet de sociale medier…
Men det er gået op for mig hvor meget af det det er smart ved en smartphone, handler om sociale medier. Det et vel lige før jeg kunne nøjes med en Nokia 3210!
I aften kommer jeg jo til at gå glip af en nærmest uendelig strøm af ‘godt nytår’ hilsner. Men det føles ikke rigtig som om jeg for alvor går glip af noget vigtigt!
Ikke at de hilsner ikke skulle være velmenende og komme fra hjertet, men mere at de enkeltstående beskeder kommer til at drukne i mængden. Og bliver lidt upersonlige.
Så hellere en sms med en besked som jeg ved specifikt er til mig 🙂
Det er faktisk lidt sært med denne blog, fordi jeg ingen ide har om hvorvidt nogen læser den. Der var man i det mindste sikker på om ens delinger blev set på de sociale medier.
Måske ender det med at være det jeg kommer til at savne mest. At få bekræftelsen ved at blive set og hørt, mere end indholdet som jeg blev præsenteret for.
Jeg starter med at aflive Twitter, derefter Google+, så LinkedIn og den store finale bliver så Facebook.
Det er ikke en helt sikker hånd der trykker på tasterne… Jeg har mere end bare nogle gange, de seneste par dage tænkt, ‘Hvad fanden er det du har gang i?’.
Det her er endt med at blive en langt større følelsesmæssig udfordring end jeg på nogen måde havde forventet. Det er svært at sætte ord på præcis hvad det er, men jeg kan mærke at jeg er ved at give slip på en meget stor ting i mit liv!
I aftes, eller snarere i nat, offentligjorde jeg så mit afskedsbrev på Facebook og Twitter.
Jeg har undladt at dele noget omkring dette på Google+ og LinkedIn, da det aldrig har været en platform jeg har brugt til at debattere på. Google+ kom jeg aldrig rigtig i gang med, mest af alt fordi der ikke rigtig skete så meget derinde.
LinkedIn Har jeg kun brugt meget overfladisk, i erhvervsmæssige sammenhænge.
Offentliggørelsen har faktisk sat gang i masse tanker og følelser, som jeg ikke lige var forberedt på ville komme. Fra at være helt lettet over at kunne dele disse tanker, som jeg ellers kun har delt med min kæreste, over en forventningens glæde ved at det snart skal ske, til en nærmest angst provokerende følelse af at jeg kommer til at gå glip af ALT og ende som en ensom gammel mand!
Selvom om tvivlen nager, er jeg dog fortsat overbevist om dette er den rigtige beslutning.
De tilbagemeldinger jeg har fået, har primært været positive.
Jeg er dog blevet kaldt Martyr, Hyklerisk, iscenesættende og opmærksomhedsøgende, af én person. Hvilket kun underbygger mine påstande omkring tonen, og bekræfter mig i mit valg.
Der endnu ikke nogen som har forsøgt at tale mig fra mit forestående selvmord… 😉
Nå, lidt om min research indtil nu:
Twitter skulle ikke blive det store problem. 4-5 klik og så den ude af verden. Eller det vil sige næsten ude af verden. De giver 30 dages fortrydelsesret på sletningen, hvorfor profilen teknisk set stadig eksisterer efter sletningen. Den skulle dog være væk fra offentlig skue kort tid efter ‘sletningen’.
Facebook giver, ligesom Twitter, en fortrydelsesret. Deres er på ‘et par dage’, hvad det så end betyder?
I forhold til sletning af min Facebook konto er jeg stødt på en pragtfuld formulering. Når man læser på FB’s hjælp sider beskrives det således: Hvis du ikke tror, at du vil bruge Facebook igen, kan du anmode om at få din konto slettet permanent. Man kan simpelthen ANMODE om at få slettet sin konto…
I øvrigt er det slet ikke muligt at finde den side, hvorpå man kan slette sin konto permanent inde i FB. Man skal søge efter det i en browser, hvorefter et resultat leder én ind i deres ‘Hjælp’ sektion og derinde kan man så finde et link som leder til den rette side. Udsagnet ‘Keep It Simple Stupid’ (KISS) er ikke rigtig slået igennem i FB’s hovedkontor…
En sidste note i forhold til at slette min FB konto er, at alle beskeder som jeg har sendt vil blive ved med at være på FB for fremtiden.
Jeg har fortsat ikke hørt fra Spotify, vedr. sletning af min FB konto. Så noget kunne tyde på at Spotify ryger med i købet. Om ikke andet, så må jeg oprette en ny Spotify konto.
Google+ ser der heller ikke ud til at være svært at slippe af med.
Det er dog værd at bemærke at ens Youtube konto ryger med i købet. Ikke det store tab, da jeg ikke rigtigt brugte den alligevel.
LinkedIn ser umiddelbart ud til at blive den nemmeste at slette. Måske er det fordi de henvender sig til erhvervssegmentet, at de gør det så nemt.
Og så må det blive godnat, da arbejdet venter i morgen!
Facebook, Twitter, Instagram, Google+, Snapchat, Ello, LinkedIn, Myspace, Tumblr, Flickr, Vine, imgur, Vimeo og mange flere sociale medier er ved at tage overhånd! Der er simpelthen ikke tid, lyst, og energi, til at være tilstede på alle disse medier!
Godt nok nåede jeg kun at være på Facebook, Twitter, Google+, LinkedIn. Men det er mere end rigeligt til at jeg nu har fået nok! Tanker om hvorvidt det rent faktisk er muligt at leve et liv uden sociale medier har vokset i mig igennem den seneste tid.
Det hele startede tilbage i november 2007, hvor ven, over en periode, havde fortalt om det sidste nye og helt vildt fede på nettet, Myspace. Umiddelbart havde svært ved at forstå hans entusiasme, for det var vel bare en hjemmeside..? Alligevel måtte jeg ind og kigge lidt på det, men det virkede ærlig talt lidt for forvirrende og mit første forsøg endte med et ‘Nå, det kigger jeg lige på igen senere’. Næste gang jeg talte med vennen, ville jeg fortælle om mit kuldsejlede forsøg at komme på Myspace. Hans eneste kommentar var at Myspace var totalt ‘Last Year’, på trods af det kun var ca. 14 dage siden vi sidst talte om det. Det som var det vildeste og mest banebrydende nu var ‘Facebook’. Jeg kan huske hvordan hans øjne strålede da han fortalte mig om dette fuldstændigt fantastiske sted! Det må være noget helt særligt konkluderede jeg. Og da jeg kort tid efter begav mig ind på Facebook for første gang, var det hele nemt og intuitivt. Den 29. November 2007 blev min online identitet født.
Som de fleste nok kan nikke genkendende til, var den første tid på Facebook virkelig sjov! At få kontakt til gamle venner, bekendte, kollegaer og skolekammerater var helt fantastisk. At man på dette medie kunne få et indblik i hvordan deres liv havde udformet sig, var helt fantastisk.
Resten af historien kender alle Facebook brugere nok.
Jeg har herunder uddybet de tanker som ligger bag denne beslutning, og har delt dem op i 6 grupper.
Den Falske Virkelighed!
Min relation til mine Facebook “Venner”, er ikke en sand relation. Det er ikke en relation som afspejler mit eller deres liv.
Det er en relation, eller et venskab, som bygger på hver vores fremstilling af den virkelighed vi ønsker at vise verden.
Faktisk gør vi hinanden en bjørnetjeneste, da resultatet er at vi alle er med til at skabe en illusion. En illusion om et liv der i al sin perfekthed er uopnåeligt. Så selvom vi finder tryghed i at kunne kontrollere hvordan vi fremstår for resten af verden, er vi ubevidst med til at sætte en generel standard for hvordan vores liv bør være.
Det vil unægteligt være med til at skabe et mindreværd, da vi ikke har en chance for at leve et liv så fejlfrit!
Jeg er på ingen måde så fejlfri som jeg fremstår på Facebook! Jeg begår fejl som forældre, partner og menneske, nærmest dagligt. Nogen gange syntes jeg min kæreste er skide irriterende, at mine børn må være postbuddet’s og at mine venner er skingrende sindssyge. Jeg kan være bekymret, ked af det, sur og decideret bange, uden at jeg deler det. Og hvorfor deler jeg så ikke de ting på, når det kunne være med til at give et bedre indblik i mit liv, og den person jeg er?
Mit venne kartotek på Facebook er en broget flok, bestående af gamle skolekammerater, kollegaer, bekendte, venner, venners venner og familie. Nogle af de mennesker jeg er venner med på Facebook ville jeg nok ikke engang hilse på hvis jeg mødte dem på gaden.
At dele noget, på f.eks Facebook, svarer til at gå ned i gågaden lørdag formiddag, stille sig op på en mælkekasse og råbe det op. Ikke ligefrem stedet hvor man deler intime ting omkring sit liv og sin person. Og så er det i øvrigt delt for al eftertid. Internettet glemmer som bekendt aldrig!
Derudover ved man aldrig hvilke af ens opslag som havner på andres feed. Man kan derfor risikere at Facebook algoritmen kun mener at det er alle ens ‘negativt’ ladede opslag som er interessante for andre.
Dette leder mig til at konkludere at man har to muligheder. Enten fortsat at være deltagende i denne illusions skabelse, eller at fremstå som landsbytossen som uden filter, eller situationsfornemmelse, deler alt om deres liv.
Indholdet!
Syge børn, Madbilleder, ligegyldige indcheckninger, CandyCrush/Farmville invitationer,Videoer med katte, Sponsorerede indlæg, og meget mere ligegyldigt indhold alt sammen præsenteret ved hjælp af algoritme hvis formål IKKE er at give dig den mest interessante oplevelse, men derimod at optimere chancen for at du klikker på reklamer og sponsorerede indlæg.
Og sidst men ikke mindst deling af artikler fra underlødige medier, som EB og ‘Den Korte Avis’, o.lign., hvis journalistiske etik er ikke eksisterende. Delt som om de er sande beretninger om den verden vi lever i. Der eksisterer desværre en eklatant mangel på kildekritik, på de delinger der sker på Facebook…
Tiden!
Sociale medier forbruger usædvanlige mængder af min tid!
Også langt mere end jeg føler jeg kan forsvare i forhold til en hverdag hvor det i forvejen er en udfordring at få balanceret karriere og familieliv.
Tilstedeværelsen!
Det er som om jeg lever i 2 verdener! 2 verdener som ikke umiddelbart er forenelige med hinanden. Jeg er altid tilstede i to universer, men aldrig helt tilstede i nogen af dem. Alt for meget af mit udsyn til verden foregår igennem en glasskærm. Glasskærmen på min, laptop, på min anden laptop, på min smartphone, tablet, fladskærm og hvad jeg efterhånden har skrabet sammen af elektroniske apparater..
Der var engang, for efterhånden lang tid siden, hvor jeg kunne fortabe mig i nuet uden at have den fjerneste ide om hvad resten af verden foretog sig. Jeg kunne blive distraheret af den virkelighed jeg befandt mig i. Endda uden at dele et billede, med det helt rigtige filter naturligvis, på Facebook, Google+ og Instagram. Og når jeg en sjælden gang rent faktisk tog et billede, var det fordi det var noget som var så betydningsfuldt at jeg ville gemme det for eftertiden.
Ind imellem har jeg selvfølgelig “lagt” de sociale medier fra mig i perioder, men sjældent længere end at det skal tælles i timer frem for dage. Og selv når det er lykkedes mig at holde mig væk i en dag eller mere, har det hele tiden været med bevidstheden om at jeg jo kom tilbage igen. Og har jeg så egentligt rigtigt været væk?
Den bevidsthedsmæssige gevinst kommer først når jeg endegyldigt lukker og slukker.
Tonen!
De fleste, med bare et minimum af anstændighed, vil kunne genkende mit ankepunkt omkring tonen på de sociale medier. Et tastatur og en skærm er åbenbart tilstrækkeligt for mange mennesker til at miste enhver form pli, i måden de kommunikerer med andre mennesker. Hvis de selvsamme mennesker stod ansigt til ansigt med modtageren af deres budskab, ville det givetvis ikke komme ud på samme måde.
Der er så mange hadefulde, fordomsfulde, intolerante og ignorante kommentarer som
Jeg er efterhånden nået forbi det punkt hvor jeg bliver vred over disse kommentarer. Nu bliver jeg nærmere skuffet over, og egentligt også ked af, at vores samfund er nået dertil.
“Mine” Data! Mit liv som salgsobjekt…
Er de sociale medier gratis? Nej, det er de på ingen måde. Vi har bare, mere eller mindre bevidst, accepteret at disse medier kan bruge alt hvad vi putter ind af data, til lige hvad de vil. Som udgangspunkt er vores data primært interessante for annoncører som gerne vil vide så meget som muligt om os, for at kunne målrette deres reklamer til lige præcis det vi står og mangler. Men brugen af data er ikke begrænset hertil. De kan sælge dem til hvem som helst! Kommende arbejdsgivere som gerne vil lave et baggrundstjek, myndigheder som gerne vil følge med i hvad du foretager dig eller måske endda mennesker med en mere lyssky agenda som kunne have en interesse i at kende til ens privatliv.
Alle de data som de allerede har på mig, forsvinder ikke fordi jeg sletter mig selv. De er stadig, og i al evighed, de sociale mediers ejendom. Men jeg kan nu aktivt vælge at ikke give dem mere!
Hvorfor blev jeg så længe?
En af de mest tungtvejende grunde for at blive, primært på facebook, var at holde kontakt til den del af min familie som bor langt fra mig. Vi ses ikke særlig tit, og det har derfor været en måde hvorpå jeg har kunne følge med i deres liv, og dem i mit.
Så er der jo den helt åbenlyse frygt for at stå uden for fællesskabet!
At blive glemt, overset, ekskluderet.
En grundfølelse, som nok kan spores helt tilbage til skolegården, om at være med der hvor tingene sker.
Og hvad er egentligt værst, ikke at blive set, eller ikke at kunne se?
Ligemeget hvad, er jeg nået til den konklusion at livet må være værd at leve uden de sociale medier! Måske…
Ok, allerede kort inde i min research er jeg stødt på første problemstilling i forhold til sletning af min Facebook konto.
Min Spotify konto er åbenbart ubehjælpeligt sammenbundet med min facebook profil. Og hvis jeg sletter min Facebook profil mister jeg adgang til min Spotify konto… (WTF!! :-S)
Noget kunne tyde på at Spotify er ved at miste en Premium Kunde…
Jeg har skrevet til @Spotifycares på Twitter (Ja, jeg er helt bevidst om ironien), for at få hjælp. Vi må se hvad de svarer.
Denne blog er tænkt som et sted hvor jeg kan dele mine oplevelser i forbindelse med at jeg vil begå elektronisk selvmord på de sociale medier.
På nuværende tidspunkt er jeg på 4 sociale medier. Facebook, Twitter, Google+ og LinkedIn.
Jeg skal første have lavet noget research om hvordan det i praksis udføres. Altså hvordan jeg rent faktisk sletter disse profiler, og hvilke konsekvenser det kommer til at have.
Dernæst skal jeg have sat en deadline for hvornår selvmordet skal ske.
Til sidst skal jeg have skrevet et afskedsbrev, som jeg kan poste på de selvsamme medier.
